21/4-07. Vi tog en morgenbus til Da Lat, en hyggelig bjergby der ligger i 1500 meters hoejde i Vietnams sydlige hoejland. Vi blev straks moedt af et par aeldre maend, der fortalte os at de begge var Easy Riders. Det er en gruppe maend fra Da Lat, der koerer turister rundt i landet paa deres gamle motorcykler. Samtidig fungerer de som personlige guider og tolke paa turen. Vi havde faaet anbefalet dem paa det varmeste flere steder, og vi toevede derfor ikke med at aftale at tage med to af dem, An og Hiep, paa en tre-dages tur med ende i Nha Trang dagen efter.

Naeste morgen havde de klargjort Honda'erne, bl.a. udskiftet tandhjul og kaede, og snart var vi afsted. Foerste stop var Crazy House i Da Lat, en maerkelig bygning med snoerklede gange og trapper overalt, skaeve vaegge og vinduer og vaerelser uden en ret vinkel. Det var lidt som at bevaege sig rundt i en forvreddet verden som i Alice i Eventyrland. Her er det Sofie og bjoernen i "bjoernevaerelset".

Derefter gik turen nord paa ud af byen. Gjorde kort ophold ved et gartneri og koerte saa gennem et smukt landskab med groenne bjerge og frodige dale. Gjorde mange holdt undervejs, og hver gang fortalte An og Hiep om omraadets historie og oekonomien eller forklarede hvordan folk i omraadet levede paa forskellig vis. Mange havde kaffeplantager og levede godt af det, man har nemlig efter krigen fundet ud af at hoejlandet er ideelt til kaffedyrkning, og Vietnam eksporterer i dag store maengder kaffe til hele verden. Andre levede af at flette bambuskurve, producere risbraendevin eller mursten, eller dyrke sort peber, ris, te eller frugt, eller arbejde i gummiplantage. En del var ogsaa beskaeftiget i silkeproduktion, som vi fik fornoejelsen af at se alle stadier af - fra larve til faerdigt stof.

Foerste aften endte vi ved Lak Lake, en afsidesliggende soe omkranset af bjerge til alle sider. Vi spiste aftensmad paa en flydende restaurant og overnattede i et traditionelt langhus helt for os selv. Naeste dag besoegte vi kort en af de mange minoritetslandsbyer i omraadet, og derefter fik vi en sejltur i en udhugget traestamme paa soeen.

Hver eftermiddag kom der en ordentlig regnskylle med torden og lyn, men heldigvis var vores altid betaenksomme guider klar med regnslag i diverse pastelfarver, saa vi ufortroedent kunne fortsaette vores tur.


Overalt hvor vi kom frem var landskabet utroligt smukt, og vi besoegte ogsaa flere vandfald (og badede i et af dem). Sidste dag kom vi gennem et goldt bjergomraade, og An og Hiep fortalte at der ikke kunne gro noget, fordi amerikanerne under Vietnamkrigen havde spredt giftigt afloevningsmiddel i omraadet for at afsloere Viet Cong'ernes gemmesteder. Selvom det er omkring 40 aar siden er giften stadig ophobet i undergrunden, saa naar traeerne faar en vis stoerrelse og roedderne dermed naer tilstraekkeligt langt ned, doer de. I det hele taget er der mange spor efter krigen, og i dag bruges roedderne fra de mange doede traeer til moebler og skulpturer. Andre tjener deres levebroed ved af lave arbejdsredskaber af bomberester.




Vi havde en fantastisk tur med An og Hiep, de var nogle gode guider og tog os mange steder som vi ikke var kommet uden dem. De laerte os meget om Vietnam (man kunne godt maerke at de begge havde vaeret skolelaerere). Helt klart den bedste tur vi endnu har vaeret paa her i landet.

19/4-07. Ho Chi Ming City er en utrolig kaotisk by - aldrig har vi set saa mange motorcykler samlet paa et sted. Vi oplevede at maatte blive fulgt over gaden af en lokal dame efter i flere minutter at have staaet i vejkanten og set os "til venstre, til hoejre og saa til venstre igen". Dagen efter vores ankomst tog vi lokalbus til Ben Duoc nordvest for byen for at se Cu Chi tunnellerne. De ca. 200 km underjordiske tunneller blev bl.a. brugt af Viet Cong soldater til at gemme sig for, og foere guerillakrig mod, amerikanerne under Vietnamkrigen. Det var spaendende at kravle rundt i de snaevre gange (der endda var blevet udviddet saa store turister ikke sidder fast dernede) og tunnellerne er udstyret med faeller, saa vores guide holdt os i kort snor. Vi saa de gamle bombehylstre og hoerte historien om hvordan de i 20 aar levede dernede - af og til i ugevis ad gangen.

18/4-07. Resten af vores arrangede tur i deltaet skulle vise sig at vaere en noget “turistet” affaere. Vi blev snart slaaet sammen med en anden stor gruppe turister, og saa gik turen til et flydende marked i Can Tho, en vermicelli-fabrik (et sted hvor de fremstiller nudler og rispapir til foraarsruller) og en ris-fabrik. Foelte os lidt som et par faar i en stor flok, der bare blev transporteret fra den ene sevaerdighed til den naeste. Efter frokost i byen blev vi lastet paa en ganske fin bus mod Ho Chi Ming City. Vi skulle krydse Mekong med faerge, og af uvisse aarsager maatte vi ikke blive i bussen under den korte sejltur, men skulle gaa ombord. Fordi vi var de sidste der kom ud af bussen (og pga. af et stort jerngitter der pludselig gik i lige foran os og spaerrede vejen ned til faergelejet) naaede vi og det tyske par ikke ombord sammen med resten af gruppen, og faergen sejlede lige for naesen af os. Stod saa der og blev lidt nervoese for om de koerte uden os – men med vores baggage. Heldigvis gik der faerger i pendulfart mellem Mekongs bredder, saa vi indhentede resten af gruppen paa den anden side, og et par timer senere kom vi til Ho Chi Ming City, Vietnams stoerste by.

17/4-07. Vi havde bestilt en to-dages tur rundt i Mekongdeltaet aftenen foer og skulle derfor uhyggeligt tidligt op. Moedte vores rejsegruppe og guide, og saa var det afsted. Vi sejlede foerst til en landsby hvor vi saa hvordan folk fra minoritetsgruppen Cham vaevede fine stoffer, og saa videre til en fiskefarm, egentlig bare et flydende hus med fisk i ”kaelderen”. Turen fortsatte i minibus til Can Tho hvor vi sammen med et tysk par og en finsk dame skulle tilbringe natten, et saakaldt homestay - den egentlige grund til at vi havde valgt denne arrangerede tur. Blev hentet af vores vaert i baad og sejlet til familiens hus ad en af de mange smaa kanaler som findes overalt i deltaet. Her spiste vi dejlig frokost og blev vist rundt i landsbyen. Snakkede godt med de tre andre, saa vi fik en rigtig hyggelig eftermiddag. Familien kom vi dog ikke rigtig i kontakt med, for de holdt sig adskilt fra os og de spiste ogsaa for sig selv. Om aftenen ankom en stor gruppe turister, som aabenbart skulle spise aftensmad sammen med os og sove i nogle bungalows, som det viste sig at familien ogsaa ejede. Det oedelagde lidt af homestay foelelsen, det var mere som at vaere paa et familiedrevet hotel. Men vi fik alligevel en ganske fin aften med laekker traditionel vietnamesisk mad (rul-selv-foraarsruller, tofu, ris, boenner og soede (ikke rul-selv) foraarsruller) efterfulgt af adskillige slag UNO med vores nye venner og noget risbraendevin.

16/4-07. Efter at have brugt et par timer om eftermiddagen paa netcafe, tog vi et par motorcykeltaxaer, Honda om'er, til bjerget Sam ca. 5 km. fra byen. Vi blev foerst koert til et backpacker-guesthouse for foden bjerget, hvor vi tjekkede ind, og derefter gik turen til toppen af det lille bjerg, selvom de smaa motorcykler fik lidt problemer at baere os op ad den stejle bjergvej. Herfra var en smuk udsigt over de groenne og brune rismarker og byens pastelfarvede huse. Vi gik ned paa den anden side af bjerget og kom fordi adskillige templer, der var malet i alle regnbuens farver. Moedte ogsaa denne raedselsvaekkende tyrannosaurus rex og og hans venner Bambi og Giraffen paa vej ned ad bjergskraaningen.
Om aftenen noed vi en gang ”fried rice & vegetables” – den eneste ret de havde ingredienser til at lave i moerket paa vores guesthouse (der var af uvisse aarsager ingen stroem foer kl. 21).

15/4-07. Vores guide paa baaden til Chau Doc i Vietnam, San (det er hende til hoejre), tilboed os og to amerikanske fyre at haenge ud med hende efter hun havde fri kl 20.30. Det var i hendes fritid og kun fordi hun syntes, at det kunne vaere hyggeligt at vaere sammen med os. Vi tog foerst hen til nogle af hendes venner og “underviste” to boern paa 8 og 11 aar i engelsk i en times tid. De var lidt generte i starten men syntes vist det var sjovt at snakke med os: Svare paa vores spoergsmaal og selv at formulere sig paa engelsk ved at byde os paa vand, te, kaffe eller bananer, udspoerge os om hvor gamle vi var, hvor vi kom fra, om vi havde nogle soeskende osv. De var ganske dygtige deres alder taget i betragtning!
Herefter sluttede en af Sans venner sig til os, og vi tog en cykeltaxa, en saakaldt cyclo, til en kareokebar. Her fik vi vores eget lokale med kareokeanlaeg og laedersofaer og diverse forfriskninger i form af oel og snacks (klamme chips med fiskesmag). Der blev sunget baade vietnamesiske slagere (hvilket Sofie faktisk viste sig at have talent for) og velkendte engelske hits som f.eks. "Ghostbusters" og "Yesterday". Efter hver sang fik man point af karaokeanlaegget i forhold til timing og "renhed", og maskinens totalt unfair bedoemmelser gjorde ikke tingene kedeligere. Havde tre rigtig skaegge timer hvor vi fik grinet en del af os selv og hinanden og foelte os meget lokale.

14/4-07. I Cambodias hovedstad var der et godt stykke over 30 grader, hvilket resulterede i at vi ikke orkede at tage paa den store omgang sightseeing. Brugte det meste af dagen paa at slappe af under blaeseren paa vaerelset eller haenge ud paa vores guesthouse' terrasse lige ned til en fin soe. Om aftenen blev vi dog koelet lidt ned, da vi fik en omgang vand af nogle kaade unger, der fejrede det cambodianske nytaar. Der blev festet i gaden hele natten, saa det var ikke meget vi fik sovet - til gengaeld fik vi hoert en masse god musik, vestlig saavel som lokal.

Naeste morgen moedte vi en flok "skraldefaar" (ikke raeve, men faar) paa vej til bussen til baaden til graensen til Vietnam!

13/4-7. Kl. 6.30 blev vi hentet af to vores "moto-chauffoerer" og blev koert 15 kilometer nord for byen til Kampi, som skulle vaere det bedste sted at se Irrawady delfiner i Mekong. Den halve times koeretur dertil langs floden var flot, gennem landsbyer og med udsigt over groenne marker. Vi lejede en baad og efter blot faa minutters sejlads saa vi de foerste delfiner. Styrmanden slukkede motoren for ikke at skraemme dem vaek, og han padlede os derefter rundt i omraadet. Selvom der naesten konstant kom delfiner til overfladen for at faa luft, var de svaere at fange med kameraet. En times "delfin-safari" senere blev vi koert tilbage til byen, hvor vi kort tid efter satte os i bussen mod Phnom Penh.

12/4-07. Tidligt om morgenen tog vi en lille baad fra vores guesthouse til Nakasang paa fastlandet. Pga. den lave vandstand havde styrmanden svaert ved at navigere uden om de mange klipper i floden, og vi stoedte flere gange paa dem, men heldigvis uden at slaa hul paa baaden eller kaentre. Vi havde egentlig regnet med at tage en lokalbus fra byen, men der gik ingen, saa vi endte bag paa hver vores motorcykel. Vores chauffoerer koerte os sydpaa til det imponerende Khone Phabeng vandfald, som er Sydoestasiens stoerste. Hvis man ser bort fra et par mellemliggende oeer, maaler vandfaldet hele10 km paa tvaers, men det er blot 15 m der hvor faldet er laengst. Efter at have nydt baade udsigten og en vaffelis fortsatte vi til den cambodianske graense. Der var heldigvis ingen problemer med at krydse graensen (graensevagterne var glade blot de fik deres ene dollar i "stemplingsafgift").
I Cambodia moedte vi hurtigt en fyr som tilboed at koere os til Stung Treng, en provinsby i den nordlige del af landet. Vi valgte dog at tage hele vejen til Kratie, for vi fik at vide, at det skulle vaere et godt sted at se delfiner. Efter 4-5 timer, en god del af tiden paa Cambodias berygtede bumleveje, ankom vi til byen.

10/4-07. Vi en tog en sawngtaw til Si Phan Dong (De 4000 Oeer) som er en masse palmeoeer i Mekong i den aller sydligste del af Laos. Vi boede paa oeen Don Khone, den anden stoerste af oerne. Her saa vi bl.a. det imponerende vandfald Somphamit. Om aftenen kom vi tilbage til et meget moerkt guesthouse. Der er ikke indlagt stroem paa oeen, saa hvert guesthouse har en sin egen generator. Vores blev bare blevet slukket allerede kl. 21.30, det havde de lige glemt at fortaelle os - saa ingen koelende blaeser den nat. Naeste dag lejede vi et par cykler og udforskede Don Khone og nabooeen Don Det, som langs bredderne er pakket med bungalows til turister (de fleste var dog tomme, da det er lavsaesson). Vi fik os ogsaa en dukkert i Mekong, det var laekkert men ikke saerlig koelende da vandet foeltes ligesaa varmt som luften - omkring 30 grader.
Paa billedet ses Sofie paa den gamle jernbanebro der forbinder Don Khone og Don Det, et efterladenskab fra kolonitiden.

9/4-07. Vi overnattede i Pakse og tog naeste morgen en sawngtaw (en ombykket pick-up med baenke langs kanten og plads til ca. 30 mennesker og alt deres habengut, og chauffoeren koerer ikke foer den er fyldt til bristepunktet) til Champassak. Her fandt vi hurtigt et guesthouse med udsigt over Mekong og tog saa en tur til khmer-ruinen Wat Phou. Det er et tempel-kompleks smukt beliggende ved foden af Lingaparvata-bjerget med udsigt over soeer og rismarker. Selve templet er bygget i massive, udhuggede stenblokke og udsmykket med detaljede sandstensrelieffer og bliver stadig brugt af buddhister den dag i dag.

7/4-07. Savannekhet er ikke en by med de store turistattraktioner og mange bygningerne er faldeaerdige, men der er en meget afslappet, naesten doven atmosfaere. De lokale var meget smilende og venlige over for os, og vi foelte os naesten som de eneste turister i byen. Vi ankom loerdag inden paaske og besluttede at tage til hoejmesse i den lokale, katolske kirke tidligt paaske soendag. Kirken som i sin tid blev opfoert af franske missionaerer var meget kitsch. Alterpartiet var bl.a. udsmykket med Den Sidste Nadver i perlemorsrelief, orange alterlys og perlemorsbilleder af Jesus med roed-blinkende glorie (disko-agtigt). Efter at have overvaeret en times recitatioen/messen paa laotisk og blevet staenket lidt med vievand af praesten, smuttede vi lidt foer tid, da Sofie fik det lidt skidt.
Ved middagstid tog vi bussen til Pakse. I bussen faldt vi i snak med en begejstret canadier, som i loebet af koereturen fik fortalt os sin halve livshistorie og givet os tips til vores videre rejse til Cambodia og Vietnam. Sjovt at moede andre rejsende og udveksle rejsehistorier.

6/4-07. Wat Sisaket er det eneste tempel i Vientiane der overlevede siamesernes togt i byen i 1828. Paa trods af det ser det rimelig haerget ud den dag i dag, fordi det (vistnok som det eneste tempel i byen) ikke er blevet restaureret endnu. Vi besoegte templet inden vi tog lokalbussen til Savannakhet. Turen var planlagt til at vare 7 timer, men reelt gik der 10 inden vi var fremme. Bussens standart var hoejere end vi har vaeret vant til, men vi blev dog hurtigt traet af fjernsynet der spillede lao-karaoke paa fuld hammer non-stop i alle 10 timer.

4/4-07. Vi tog bussen til hovedstaden Vientiane. Ingen af de guesthouses vi proevede havde ledige dobbeltvaerelser, saa vi indlogerede os paa et billigt faellesvaerelse (2 US-dollers pr. seng). Der er aabenbart ikke ret mange billige overnatningssteder i.f.t. efterspoergslen. Efter en gang aftensmad til tonerne af Aqua og med udsigt til vaskeaegte udendoers lao-aerobic, tog vi i ½ times laotisk urte-damp-sauna (meget varmt!) og fik herefter 1 times “traditional laotisk massage”. Skoent efter adskillige timer i bumlebus!

5/4-07. Vi tog paa en en-times bustur til Buddha-parken. Det er stor graesplaene med en samling underlige betonfigurer med motiver fra hinduismen og budismen. Den er lavet af en munk i 1950’erne, man mente havde magiske aevner. Man kunne bl.a. gaa ind i en stor figur der lignede et graeskar. Herinde var mytiske figurer omhandlende himmel, jord og helvede. Sidstnaevnte del var fyldt med tortur og oedelaeggelse, skraemmende nok til at give ethvert barn marridt. Men i det hele taget en god dagsudflugt ud fra byen.

3/4-07. Paa trods af manglende soevn og morgenmad kom vi tidligt op og tog paa en arrangeret klatretur. Vi fik udleveret klatresko og -seler, og saa var det afsted. Det var ikke noget med at starte stille ud paa en topsikret klatrevaeg, naeh, det var ud paa stejle klipper med det samme. Klipperne var grove og ujaevne, saa der var masser at holde fast i (de fleste steder i hvert fald) - ideelt til klatring. Vi proevede fem forskellige baner af forskellig svaerhedsgrad. Det var super fedt og ogsaa lidt haardt.

2/4-07. Tubing. Et saert men utrolig smart paafund, som vi selvfoelgelig maatte proeve. Det gaar i al sin enkelthed ud paa at smide en flok turister, hver udstyret med en stor badering, i Mekong-floden lidt nord for byen. Herefter lader man dem drive med stroemmen tilbage mod byen. Man placerer ca. 10 barer langs breden, med tilhoerende udspringstaarne og gynger (spring gratis hvis du koeber en oel) og saa venter man ellers bare til turisterne kommer hjem igen, 4-7 timer senere. Hvorfor laver man ikke samme fidus hjemme paa Moelleaaen?

1/4-07. Vi fik brugt vandrestoevlerne og –skoene endnu engang paa en langere tur paa egen hand. Vi var foerst inde at se Chang-grotten, som er en at de mest beroemte grotter i omraadet. Der er indlagt elektrisk lys, men det lykkedes os at komme ind i den bagerste del, hvor vores medbragte pandelamper kom os til god hjaelp.Senere gik vi vest for byen og fulgte til dels et kort med vandrestier som vi havde koebt tidligere samme dag. Det var utrolig smukt med de store, lodrette klippevaegge og de toerre, braglagte rismarker. Ogsaa her var store omraader blevet svedet vaek, et skraemmende, men samtidig smukt syn.

31/3 –07. Vi havde laest os til at der skulle ligge et flot limstens-vandfald naer Luang Phabang, og det kunne vi lige naa at se inden vi skulle til Vang Viang ved middagstid. Efter morgenmaden hyrede vi en tuk-tuk og blev koert ca. 17 km syd for byen, hvorefter vi skulle krydse floden i en lille baad, inden vi naaede til vandfaldet. Vi var alerede derude ved 9-tiden, og det var tydeligt at de ikke var vant til at se turister saa tidligt. Det viste sig dog i langt hoejere grad at haenge sammen med, at det er sommer og at vandfaldet derfor var toerlagt. Det kunne de godt have fortalt os inden vi blev koert derud! Tuk-tuk chauffoeren havde selvfoelgelig holdt sin del af aftalen (man kan diskutere om der er tale om et “vandfald” naar der ikke er noget vand, men alligevel…) og fik derfor sin aftalte hyre, selvom vi foelte os lidt snydt.Saa hoppede vi paa en lokalbus mod Viang Viang. Buschauffoeren koerte (meget) godt til ad de stejle og meget ujaevne serpentinerveje, og vi naaede frem til den lille backpacker-flaekke 2 timer foer planlagt. Byen bestaar af turistkontorer og barer/restauranter med liggesofaer og fjernsyn som enten viser “Friends” eller “The Simpson’s” paa repeat. Aslappende, men ikke saerlig hyggeligt.