12/5-07. Vi kom til hovedstaden kl. 5 i morges, fandt et vaerelse og sov et par tiltraengte timer. Vi tilbragte eftermiddagen paa det beroemte og hektiske weekendmarked, og nu sidder vi her paa computercafeen. I nat har vi saa en sidste overnatning her i byen inden vi tager hver vores fly hjem til Danmark.
Vi regner kraftigt med at dette er den sidste meddelelse her paa bloggen - resten maa I hoere (og se, det er jo blevet til adskillige GB billeder efterhaanden) naar vi er kommet hjem. Vi ses!

Sofie og Rasmus

11/5-07. Paa Buddha View havde vi et par dage tidligere tilfaeldigt moedt en pige, Line, som vi har gaaet i gymnasiet med. Hun havde vaeret paa Ko Tao i et halvt aar og sammen med en veninde uddannet sig til Dive Master (en som tager certifikerede dykkere med ud til dykkerstederne, laver opfriskningskurser mm.). Sammen med Daniel Kusk (fra Rasmus' hoejskole) tog vi med dem paa to saakaldte "fun dives". Og det var rigtig sjovt, for foerste gang skulle vi ikke lave alle mulige oevelser, men blot koncentrere os om at nyde synet af koraller og tropiske fisk i alle regnbuens farver - laekkert. Vores dive masters var rigtig gode til at vise os alle de spaendende steder, f.eks. spraekker hvor rokker og (grimme) moraener gemte sig. Det var rart at faa gjort brug af vores certifikater inden vi forlod oeen.
Senere samme eftermiddag tog vi baaden til Champong og fortsatte i en natbus til Bangkok.

7/5-07. Dagen efter gik det egentlige kursus i gang. Formiddagen brugte vi til teori, og efter frokost fik vi vores foerste dyk i swimmingpoolen. En Fantastisk foelelse at kunne traekke vejret under vandet og vaere taet paa vaegtloes! God instruktoer og soede medstuderende, saa det kunne ikke vaere bedre.
Anden dag paa kurset var lige ledes opdelt med teori om formiddagen og et dyk (paa 5 m.) om eftermiddagen. Denne gang var der ikke tale om en swimmingpool men en beskyttet bugt, Mango Bay, paa oeens nordside. Men ikke desto mindre var det havet med alt hvad dertil hoerer af sand, sten, koraller og FISK!
Saa kom dagen for den "store eksamen". 50 multiple choice spoergsmaal som vi loeste sammen i ro og mag, og som hverken var saerlig svaere eller saerlig skraemmende! Herefter var det i vaaddragterne og afsted. Vi tog to dyk paa 12 meter. Ret vildt at vaere saa langt nede for foerste gang. Det var ligesom at svoemme rundt i et kaempe stort akvarium. Vi skulle lave forskellige oevelser under vandet, tage masken af og toemme den for vand igen, simulere "out of air", puste luft i vores BCD (en oppustelig vaest til at kontrolere opdriften med) med munden mm. Men vi havde ogsaa tid til at svoemme en tur og se paa de mange smukke fisk.
Dag fire var dagen hvor vi skulle tage de to dyk paa 18 meter, som skulle goere os til vaske aegte certifikerede Open Water Divers! Vi havde en fotograf med paa begge dyk som filmede os. Vi lavede alle mulige gakkede ting under vandet til aere for kameramanden, dansede, lavede menneskepyramide, slog kolboetter og spillede smart med solbriller i stedet for dykkermaske. Det ser ret fedt ud paa filmen (I kan se den naar vi kommer hjem). Om aftenen fik vi vores certifikat (hurra), og vi planlagde at goere brug af det allerede naeste dag.

5/5-07. Vi ankom til Ko Tao ved ti-tiden og indlogerede os paa Buddha View Diving Resort, det sted vi skulle tage vores dykkerkursus, som vi havde bestilt allerede i Bangkok. Vi besluttede os for at paabegynde vores "Open Water" kursus et par dage senere, saa vi kunne vaere lidt sammen med Rasmus' hoejskolevenner, som ogsaa var kommet til Ko Tao, inden de skulle tilbage til Bangkok d. 9. Vi fandt dem paa stranden, storstegende i solen, og brugte et par hyggelige timer i deres selskab. Dagen efter tog vi paa stranden med dem igen, snorklede bl.a. lidt, og om eftermiddagen tog vi tilbage til Buddha View og saa vi en to timer lang introduktionsvideo til dykkerkurset.

3/5-07. Sidste dag i Vietnam - og hvilken en. Havde besluttet os for at staa tidligt op og besoege Ho Chi Mings mausolaeum inden det lukkede kl. 11. Efter en gang dampende nuddelsuppe til morgenmad hyrede vi et par motorcykler med chauffoer, og snart var vi paa vej mod mausolaeet. Sofies chauffoer var betydeligt hurtigere end min, og snart var hun uden for synsvidde. Da jeg naaede frem til indgangen var hun pist vaek. Proevede forgaeves at ringe til min mobil som hun havde, men intet svar. Inden jeg panikkede helt fandt jeg ud af, at der var to indgange til stedet, og det stod mig klart at chauffoererne maatte have taget os til hver vores indgang. Efter at have ledt forgaeves i omraadet der var taetpakket med turister, kom jeg heldigvis i tanker om en aftale vi havde lavet flere maaneder forinden: Vi skulle moedes paa det guesthouse som vi sidst havde overnattet paa, hvis vi skulle blive vaek fra hinanden. Den havde Sofie heldigvis ogsaa husket, og da jeg tog en motorcykel tilbage til vores guesthouse, fandt jeg hende ventende paa trappen. Selvom hun og hendes chauffoer ogsaa havde tjekket begge indgange, havde vi paa mystisk vis undgaaet hinanden. Det endte heldigvis godt - men Ho Chi Mings balsamerede legeme fik vi ikke at se, de lukkede nemlig i mellemtiden.
Om aftenen gik vi om bord paa et fly til Bangkok (kun 1 time og 45 min). Sov et par timer i den nye lufthavn inden vi tog en morgentaxa til hovedbanegaarden og koebte tog- og baadbillet til Ko Tao.

2/5-07. Hanoi er en rigtig spaendende by, og der sker virkelig en masse i den gamle bydel, hvor vi boede. Det er et gammelt handelskvarter, og i dag er der stadig en heftig aktivitet i omraadet med handlende, gadesaelgere, motorcyklister, taxaer, cyklo'er og turister der snor sig forbi hinanden i de smalle gader. Brugte bl.a. dagen paa et par af de mange fransk inspirerede cafeer i byen. Et sted laa der farver paa bordene saa man kunne tegne paa (papirs)dugen, ligesom til en boernefoedselsdag. Saa var underholdningen til caffe latten sikret.

Hanoi har meget at byde paa, heriblandt det beroemte vanddukketeater. Om aftenen tog vi til en forestilling. Den var opbygget af smaa scener fra hverdagen i Vietnam saa som landbrug og fiskeri. Ogsaa sagnet om en kaempeskildpade der bor i en soe midt i Hanoi og gemmer et svaerd der hjalp vietnameserne i flere beroente slag mod kineserne blev fremfoert. Historierne er fortalt med en masse traedukker der ikke er styrret oppefra vha. strenge som i almindeligt dukketeater, men i stedet at pinde og snoretraek som er skjult under det vand, som dukkerne "danser" ovenpaa. Det hele ledsages af traditionel musik og sang - en ganske fornoejelig og spoejs oplevelse.

1/5-07. Halongbugten er kendt for sine mange spektakulaere klippeoeer og turkisblaa vand. Det lyder jo rigtig godt (syntes vi i hvert fald) og vi besluttede os for at tage paa en heldags sejltur rundt i bugten. Vi brugte 8 timer om bord paa en lille sejlbaad (som dog sejlede for motor hele vejen), kun vores kaptajn, hans hjaelper og os. Det var total luksus! Laa bare paa daekket og dasede og laeste lidt i vores boeger. Vi var ogsa inde at se to grotter der gik hele vejen gennem de lodrette klippeoeer, badede fra baaden i det klare vand og sejlede en lille tur i toer-kajak. Vores besaetning lavede dejlig frokost til os bestaaende af 'seafood' i alle afskygninger, som vi spiste mens vi laa for anker, mums.

Ved halv fire-tiden tiden kom vi i land og tog baad og bus tilbage til Hanoi. Maatte dog kaempe lidt med vietnameserne om pladserne i busserne, da mange var ivrige, naermest paniske, efter at komme hjem fra Cat Ba efter deres 'uafhaengighedsdags-ferie'.

30/4-07. Cat Ba nationalpark skulle vaere et fint sted at trekke, saa kort efter vores ankomst undersoegte vi mulighederne for det. Det viste sig at vaere blevet lidt for sent for den 18 kilometers rute som vi ellers havde taenkt os at tage, saa vi gik i stedet en mindre tur. Vi blev fuldt af en guide, da man slet ikke maa faerdes i nationalparken paa egen haand - ja, de passer godt paa deres turister hernede! Landskabet var utrolig smukt med limstensklipper og frodig jungle. Vi gik op gennem skoven og endte paa en lille bjergtop. Fra et faldefaerdigt men hoejt udsigtstaarn paa toppen var der god udsigt over omraadet.

27/4-07. Vi tog en bus til Hue ved to-tiden og var fremme et par timer senere. Da vi ankom faa dage inden den vietnamesiske uafhaengighedsdag, var byen fuld af festklaedte vietnamesiske turister. Dette bevirkede at hotelpriserne var steget en del, men det lykkedes os at finde et vaerelse til 10 US dollars (lidt mere end vi plejer at give). Dagen efter gik vi lidt rundt i byen og krydsede Duftenes Flod paa vej over til kastellet og Kongebyen. Dette var hurtigt overstaaet da ingen af os rigtig havde energi til den store turist rundtur. Efter en gang laekker indisk aftensmad hoppede vi paa nattoget til Hanoi. Da vi havde vaeret lidt for sent ude med vores booking, maatte vi noejes med 'soft seats' og undvaere koejepladserne. Til gengaeld var der en meget hidsig aircondition.

Fra Hanoi tog vi endnu et tog til kystbyen Hai Phong 100 km mod oest, hvor vi overnattede. Maalet var den beroemte Halong Bugt og oeen Cat Ba, som vi naaede naeste morgen efter 3 timer paa en taetpakket faerge.

24/4-07. Fra Nha Trang tog vi natbussen til Hoi An. En super hyggelig by med smaa gader og masser af god stemning. Byen er beroemt for dens utallige skraeddere som vi selvfoelgelig maatte benytte os af. Rasmus fik syet et jakkesaet og jeg et par selv-designede kjoler og en jakke meget hurtigt i meget laekker kvalitet og ikke mindst meget billigt (toejet maa I se naar vi kommer hjem). Vi brugte det meste af tiden paa at slentre rundt i byen men lejede ogsaa cykler og tog en tur til stranden, selvom det regnede.

21/4-07. Vi tog en morgenbus til Da Lat, en hyggelig bjergby der ligger i 1500 meters hoejde i Vietnams sydlige hoejland. Vi blev straks moedt af et par aeldre maend, der fortalte os at de begge var Easy Riders. Det er en gruppe maend fra Da Lat, der koerer turister rundt i landet paa deres gamle motorcykler. Samtidig fungerer de som personlige guider og tolke paa turen. Vi havde faaet anbefalet dem paa det varmeste flere steder, og vi toevede derfor ikke med at aftale at tage med to af dem, An og Hiep, paa en tre-dages tur med ende i Nha Trang dagen efter.

Naeste morgen havde de klargjort Honda'erne, bl.a. udskiftet tandhjul og kaede, og snart var vi afsted. Foerste stop var Crazy House i Da Lat, en maerkelig bygning med snoerklede gange og trapper overalt, skaeve vaegge og vinduer og vaerelser uden en ret vinkel. Det var lidt som at bevaege sig rundt i en forvreddet verden som i Alice i Eventyrland. Her er det Sofie og bjoernen i "bjoernevaerelset".

Derefter gik turen nord paa ud af byen. Gjorde kort ophold ved et gartneri og koerte saa gennem et smukt landskab med groenne bjerge og frodige dale. Gjorde mange holdt undervejs, og hver gang fortalte An og Hiep om omraadets historie og oekonomien eller forklarede hvordan folk i omraadet levede paa forskellig vis. Mange havde kaffeplantager og levede godt af det, man har nemlig efter krigen fundet ud af at hoejlandet er ideelt til kaffedyrkning, og Vietnam eksporterer i dag store maengder kaffe til hele verden. Andre levede af at flette bambuskurve, producere risbraendevin eller mursten, eller dyrke sort peber, ris, te eller frugt, eller arbejde i gummiplantage. En del var ogsaa beskaeftiget i silkeproduktion, som vi fik fornoejelsen af at se alle stadier af - fra larve til faerdigt stof.

Foerste aften endte vi ved Lak Lake, en afsidesliggende soe omkranset af bjerge til alle sider. Vi spiste aftensmad paa en flydende restaurant og overnattede i et traditionelt langhus helt for os selv. Naeste dag besoegte vi kort en af de mange minoritetslandsbyer i omraadet, og derefter fik vi en sejltur i en udhugget traestamme paa soeen.

Hver eftermiddag kom der en ordentlig regnskylle med torden og lyn, men heldigvis var vores altid betaenksomme guider klar med regnslag i diverse pastelfarver, saa vi ufortroedent kunne fortsaette vores tur.


Overalt hvor vi kom frem var landskabet utroligt smukt, og vi besoegte ogsaa flere vandfald (og badede i et af dem). Sidste dag kom vi gennem et goldt bjergomraade, og An og Hiep fortalte at der ikke kunne gro noget, fordi amerikanerne under Vietnamkrigen havde spredt giftigt afloevningsmiddel i omraadet for at afsloere Viet Cong'ernes gemmesteder. Selvom det er omkring 40 aar siden er giften stadig ophobet i undergrunden, saa naar traeerne faar en vis stoerrelse og roedderne dermed naer tilstraekkeligt langt ned, doer de. I det hele taget er der mange spor efter krigen, og i dag bruges roedderne fra de mange doede traeer til moebler og skulpturer. Andre tjener deres levebroed ved af lave arbejdsredskaber af bomberester.




Vi havde en fantastisk tur med An og Hiep, de var nogle gode guider og tog os mange steder som vi ikke var kommet uden dem. De laerte os meget om Vietnam (man kunne godt maerke at de begge havde vaeret skolelaerere). Helt klart den bedste tur vi endnu har vaeret paa her i landet.

19/4-07. Ho Chi Ming City er en utrolig kaotisk by - aldrig har vi set saa mange motorcykler samlet paa et sted. Vi oplevede at maatte blive fulgt over gaden af en lokal dame efter i flere minutter at have staaet i vejkanten og set os "til venstre, til hoejre og saa til venstre igen". Dagen efter vores ankomst tog vi lokalbus til Ben Duoc nordvest for byen for at se Cu Chi tunnellerne. De ca. 200 km underjordiske tunneller blev bl.a. brugt af Viet Cong soldater til at gemme sig for, og foere guerillakrig mod, amerikanerne under Vietnamkrigen. Det var spaendende at kravle rundt i de snaevre gange (der endda var blevet udviddet saa store turister ikke sidder fast dernede) og tunnellerne er udstyret med faeller, saa vores guide holdt os i kort snor. Vi saa de gamle bombehylstre og hoerte historien om hvordan de i 20 aar levede dernede - af og til i ugevis ad gangen.

18/4-07. Resten af vores arrangede tur i deltaet skulle vise sig at vaere en noget “turistet” affaere. Vi blev snart slaaet sammen med en anden stor gruppe turister, og saa gik turen til et flydende marked i Can Tho, en vermicelli-fabrik (et sted hvor de fremstiller nudler og rispapir til foraarsruller) og en ris-fabrik. Foelte os lidt som et par faar i en stor flok, der bare blev transporteret fra den ene sevaerdighed til den naeste. Efter frokost i byen blev vi lastet paa en ganske fin bus mod Ho Chi Ming City. Vi skulle krydse Mekong med faerge, og af uvisse aarsager maatte vi ikke blive i bussen under den korte sejltur, men skulle gaa ombord. Fordi vi var de sidste der kom ud af bussen (og pga. af et stort jerngitter der pludselig gik i lige foran os og spaerrede vejen ned til faergelejet) naaede vi og det tyske par ikke ombord sammen med resten af gruppen, og faergen sejlede lige for naesen af os. Stod saa der og blev lidt nervoese for om de koerte uden os – men med vores baggage. Heldigvis gik der faerger i pendulfart mellem Mekongs bredder, saa vi indhentede resten af gruppen paa den anden side, og et par timer senere kom vi til Ho Chi Ming City, Vietnams stoerste by.

17/4-07. Vi havde bestilt en to-dages tur rundt i Mekongdeltaet aftenen foer og skulle derfor uhyggeligt tidligt op. Moedte vores rejsegruppe og guide, og saa var det afsted. Vi sejlede foerst til en landsby hvor vi saa hvordan folk fra minoritetsgruppen Cham vaevede fine stoffer, og saa videre til en fiskefarm, egentlig bare et flydende hus med fisk i ”kaelderen”. Turen fortsatte i minibus til Can Tho hvor vi sammen med et tysk par og en finsk dame skulle tilbringe natten, et saakaldt homestay - den egentlige grund til at vi havde valgt denne arrangerede tur. Blev hentet af vores vaert i baad og sejlet til familiens hus ad en af de mange smaa kanaler som findes overalt i deltaet. Her spiste vi dejlig frokost og blev vist rundt i landsbyen. Snakkede godt med de tre andre, saa vi fik en rigtig hyggelig eftermiddag. Familien kom vi dog ikke rigtig i kontakt med, for de holdt sig adskilt fra os og de spiste ogsaa for sig selv. Om aftenen ankom en stor gruppe turister, som aabenbart skulle spise aftensmad sammen med os og sove i nogle bungalows, som det viste sig at familien ogsaa ejede. Det oedelagde lidt af homestay foelelsen, det var mere som at vaere paa et familiedrevet hotel. Men vi fik alligevel en ganske fin aften med laekker traditionel vietnamesisk mad (rul-selv-foraarsruller, tofu, ris, boenner og soede (ikke rul-selv) foraarsruller) efterfulgt af adskillige slag UNO med vores nye venner og noget risbraendevin.

16/4-07. Efter at have brugt et par timer om eftermiddagen paa netcafe, tog vi et par motorcykeltaxaer, Honda om'er, til bjerget Sam ca. 5 km. fra byen. Vi blev foerst koert til et backpacker-guesthouse for foden bjerget, hvor vi tjekkede ind, og derefter gik turen til toppen af det lille bjerg, selvom de smaa motorcykler fik lidt problemer at baere os op ad den stejle bjergvej. Herfra var en smuk udsigt over de groenne og brune rismarker og byens pastelfarvede huse. Vi gik ned paa den anden side af bjerget og kom fordi adskillige templer, der var malet i alle regnbuens farver. Moedte ogsaa denne raedselsvaekkende tyrannosaurus rex og og hans venner Bambi og Giraffen paa vej ned ad bjergskraaningen.
Om aftenen noed vi en gang ”fried rice & vegetables” – den eneste ret de havde ingredienser til at lave i moerket paa vores guesthouse (der var af uvisse aarsager ingen stroem foer kl. 21).

15/4-07. Vores guide paa baaden til Chau Doc i Vietnam, San (det er hende til hoejre), tilboed os og to amerikanske fyre at haenge ud med hende efter hun havde fri kl 20.30. Det var i hendes fritid og kun fordi hun syntes, at det kunne vaere hyggeligt at vaere sammen med os. Vi tog foerst hen til nogle af hendes venner og “underviste” to boern paa 8 og 11 aar i engelsk i en times tid. De var lidt generte i starten men syntes vist det var sjovt at snakke med os: Svare paa vores spoergsmaal og selv at formulere sig paa engelsk ved at byde os paa vand, te, kaffe eller bananer, udspoerge os om hvor gamle vi var, hvor vi kom fra, om vi havde nogle soeskende osv. De var ganske dygtige deres alder taget i betragtning!
Herefter sluttede en af Sans venner sig til os, og vi tog en cykeltaxa, en saakaldt cyclo, til en kareokebar. Her fik vi vores eget lokale med kareokeanlaeg og laedersofaer og diverse forfriskninger i form af oel og snacks (klamme chips med fiskesmag). Der blev sunget baade vietnamesiske slagere (hvilket Sofie faktisk viste sig at have talent for) og velkendte engelske hits som f.eks. "Ghostbusters" og "Yesterday". Efter hver sang fik man point af karaokeanlaegget i forhold til timing og "renhed", og maskinens totalt unfair bedoemmelser gjorde ikke tingene kedeligere. Havde tre rigtig skaegge timer hvor vi fik grinet en del af os selv og hinanden og foelte os meget lokale.

14/4-07. I Cambodias hovedstad var der et godt stykke over 30 grader, hvilket resulterede i at vi ikke orkede at tage paa den store omgang sightseeing. Brugte det meste af dagen paa at slappe af under blaeseren paa vaerelset eller haenge ud paa vores guesthouse' terrasse lige ned til en fin soe. Om aftenen blev vi dog koelet lidt ned, da vi fik en omgang vand af nogle kaade unger, der fejrede det cambodianske nytaar. Der blev festet i gaden hele natten, saa det var ikke meget vi fik sovet - til gengaeld fik vi hoert en masse god musik, vestlig saavel som lokal.

Naeste morgen moedte vi en flok "skraldefaar" (ikke raeve, men faar) paa vej til bussen til baaden til graensen til Vietnam!

13/4-7. Kl. 6.30 blev vi hentet af to vores "moto-chauffoerer" og blev koert 15 kilometer nord for byen til Kampi, som skulle vaere det bedste sted at se Irrawady delfiner i Mekong. Den halve times koeretur dertil langs floden var flot, gennem landsbyer og med udsigt over groenne marker. Vi lejede en baad og efter blot faa minutters sejlads saa vi de foerste delfiner. Styrmanden slukkede motoren for ikke at skraemme dem vaek, og han padlede os derefter rundt i omraadet. Selvom der naesten konstant kom delfiner til overfladen for at faa luft, var de svaere at fange med kameraet. En times "delfin-safari" senere blev vi koert tilbage til byen, hvor vi kort tid efter satte os i bussen mod Phnom Penh.

12/4-07. Tidligt om morgenen tog vi en lille baad fra vores guesthouse til Nakasang paa fastlandet. Pga. den lave vandstand havde styrmanden svaert ved at navigere uden om de mange klipper i floden, og vi stoedte flere gange paa dem, men heldigvis uden at slaa hul paa baaden eller kaentre. Vi havde egentlig regnet med at tage en lokalbus fra byen, men der gik ingen, saa vi endte bag paa hver vores motorcykel. Vores chauffoerer koerte os sydpaa til det imponerende Khone Phabeng vandfald, som er Sydoestasiens stoerste. Hvis man ser bort fra et par mellemliggende oeer, maaler vandfaldet hele10 km paa tvaers, men det er blot 15 m der hvor faldet er laengst. Efter at have nydt baade udsigten og en vaffelis fortsatte vi til den cambodianske graense. Der var heldigvis ingen problemer med at krydse graensen (graensevagterne var glade blot de fik deres ene dollar i "stemplingsafgift").
I Cambodia moedte vi hurtigt en fyr som tilboed at koere os til Stung Treng, en provinsby i den nordlige del af landet. Vi valgte dog at tage hele vejen til Kratie, for vi fik at vide, at det skulle vaere et godt sted at se delfiner. Efter 4-5 timer, en god del af tiden paa Cambodias berygtede bumleveje, ankom vi til byen.

10/4-07. Vi en tog en sawngtaw til Si Phan Dong (De 4000 Oeer) som er en masse palmeoeer i Mekong i den aller sydligste del af Laos. Vi boede paa oeen Don Khone, den anden stoerste af oerne. Her saa vi bl.a. det imponerende vandfald Somphamit. Om aftenen kom vi tilbage til et meget moerkt guesthouse. Der er ikke indlagt stroem paa oeen, saa hvert guesthouse har en sin egen generator. Vores blev bare blevet slukket allerede kl. 21.30, det havde de lige glemt at fortaelle os - saa ingen koelende blaeser den nat. Naeste dag lejede vi et par cykler og udforskede Don Khone og nabooeen Don Det, som langs bredderne er pakket med bungalows til turister (de fleste var dog tomme, da det er lavsaesson). Vi fik os ogsaa en dukkert i Mekong, det var laekkert men ikke saerlig koelende da vandet foeltes ligesaa varmt som luften - omkring 30 grader.
Paa billedet ses Sofie paa den gamle jernbanebro der forbinder Don Khone og Don Det, et efterladenskab fra kolonitiden.

9/4-07. Vi overnattede i Pakse og tog naeste morgen en sawngtaw (en ombykket pick-up med baenke langs kanten og plads til ca. 30 mennesker og alt deres habengut, og chauffoeren koerer ikke foer den er fyldt til bristepunktet) til Champassak. Her fandt vi hurtigt et guesthouse med udsigt over Mekong og tog saa en tur til khmer-ruinen Wat Phou. Det er et tempel-kompleks smukt beliggende ved foden af Lingaparvata-bjerget med udsigt over soeer og rismarker. Selve templet er bygget i massive, udhuggede stenblokke og udsmykket med detaljede sandstensrelieffer og bliver stadig brugt af buddhister den dag i dag.

7/4-07. Savannekhet er ikke en by med de store turistattraktioner og mange bygningerne er faldeaerdige, men der er en meget afslappet, naesten doven atmosfaere. De lokale var meget smilende og venlige over for os, og vi foelte os naesten som de eneste turister i byen. Vi ankom loerdag inden paaske og besluttede at tage til hoejmesse i den lokale, katolske kirke tidligt paaske soendag. Kirken som i sin tid blev opfoert af franske missionaerer var meget kitsch. Alterpartiet var bl.a. udsmykket med Den Sidste Nadver i perlemorsrelief, orange alterlys og perlemorsbilleder af Jesus med roed-blinkende glorie (disko-agtigt). Efter at have overvaeret en times recitatioen/messen paa laotisk og blevet staenket lidt med vievand af praesten, smuttede vi lidt foer tid, da Sofie fik det lidt skidt.
Ved middagstid tog vi bussen til Pakse. I bussen faldt vi i snak med en begejstret canadier, som i loebet af koereturen fik fortalt os sin halve livshistorie og givet os tips til vores videre rejse til Cambodia og Vietnam. Sjovt at moede andre rejsende og udveksle rejsehistorier.

6/4-07. Wat Sisaket er det eneste tempel i Vientiane der overlevede siamesernes togt i byen i 1828. Paa trods af det ser det rimelig haerget ud den dag i dag, fordi det (vistnok som det eneste tempel i byen) ikke er blevet restaureret endnu. Vi besoegte templet inden vi tog lokalbussen til Savannakhet. Turen var planlagt til at vare 7 timer, men reelt gik der 10 inden vi var fremme. Bussens standart var hoejere end vi har vaeret vant til, men vi blev dog hurtigt traet af fjernsynet der spillede lao-karaoke paa fuld hammer non-stop i alle 10 timer.

4/4-07. Vi tog bussen til hovedstaden Vientiane. Ingen af de guesthouses vi proevede havde ledige dobbeltvaerelser, saa vi indlogerede os paa et billigt faellesvaerelse (2 US-dollers pr. seng). Der er aabenbart ikke ret mange billige overnatningssteder i.f.t. efterspoergslen. Efter en gang aftensmad til tonerne af Aqua og med udsigt til vaskeaegte udendoers lao-aerobic, tog vi i ½ times laotisk urte-damp-sauna (meget varmt!) og fik herefter 1 times “traditional laotisk massage”. Skoent efter adskillige timer i bumlebus!

5/4-07. Vi tog paa en en-times bustur til Buddha-parken. Det er stor graesplaene med en samling underlige betonfigurer med motiver fra hinduismen og budismen. Den er lavet af en munk i 1950’erne, man mente havde magiske aevner. Man kunne bl.a. gaa ind i en stor figur der lignede et graeskar. Herinde var mytiske figurer omhandlende himmel, jord og helvede. Sidstnaevnte del var fyldt med tortur og oedelaeggelse, skraemmende nok til at give ethvert barn marridt. Men i det hele taget en god dagsudflugt ud fra byen.

3/4-07. Paa trods af manglende soevn og morgenmad kom vi tidligt op og tog paa en arrangeret klatretur. Vi fik udleveret klatresko og -seler, og saa var det afsted. Det var ikke noget med at starte stille ud paa en topsikret klatrevaeg, naeh, det var ud paa stejle klipper med det samme. Klipperne var grove og ujaevne, saa der var masser at holde fast i (de fleste steder i hvert fald) - ideelt til klatring. Vi proevede fem forskellige baner af forskellig svaerhedsgrad. Det var super fedt og ogsaa lidt haardt.

2/4-07. Tubing. Et saert men utrolig smart paafund, som vi selvfoelgelig maatte proeve. Det gaar i al sin enkelthed ud paa at smide en flok turister, hver udstyret med en stor badering, i Mekong-floden lidt nord for byen. Herefter lader man dem drive med stroemmen tilbage mod byen. Man placerer ca. 10 barer langs breden, med tilhoerende udspringstaarne og gynger (spring gratis hvis du koeber en oel) og saa venter man ellers bare til turisterne kommer hjem igen, 4-7 timer senere. Hvorfor laver man ikke samme fidus hjemme paa Moelleaaen?

1/4-07. Vi fik brugt vandrestoevlerne og –skoene endnu engang paa en langere tur paa egen hand. Vi var foerst inde at se Chang-grotten, som er en at de mest beroemte grotter i omraadet. Der er indlagt elektrisk lys, men det lykkedes os at komme ind i den bagerste del, hvor vores medbragte pandelamper kom os til god hjaelp.Senere gik vi vest for byen og fulgte til dels et kort med vandrestier som vi havde koebt tidligere samme dag. Det var utrolig smukt med de store, lodrette klippevaegge og de toerre, braglagte rismarker. Ogsaa her var store omraader blevet svedet vaek, et skraemmende, men samtidig smukt syn.

31/3 –07. Vi havde laest os til at der skulle ligge et flot limstens-vandfald naer Luang Phabang, og det kunne vi lige naa at se inden vi skulle til Vang Viang ved middagstid. Efter morgenmaden hyrede vi en tuk-tuk og blev koert ca. 17 km syd for byen, hvorefter vi skulle krydse floden i en lille baad, inden vi naaede til vandfaldet. Vi var alerede derude ved 9-tiden, og det var tydeligt at de ikke var vant til at se turister saa tidligt. Det viste sig dog i langt hoejere grad at haenge sammen med, at det er sommer og at vandfaldet derfor var toerlagt. Det kunne de godt have fortalt os inden vi blev koert derud! Tuk-tuk chauffoeren havde selvfoelgelig holdt sin del af aftalen (man kan diskutere om der er tale om et “vandfald” naar der ikke er noget vand, men alligevel…) og fik derfor sin aftalte hyre, selvom vi foelte os lidt snydt.Saa hoppede vi paa en lokalbus mod Viang Viang. Buschauffoeren koerte (meget) godt til ad de stejle og meget ujaevne serpentinerveje, og vi naaede frem til den lille backpacker-flaekke 2 timer foer planlagt. Byen bestaar af turistkontorer og barer/restauranter med liggesofaer og fjernsyn som enten viser “Friends” eller “The Simpson’s” paa repeat. Aslappende, men ikke saerlig hyggeligt.

29/3-07. Vi lejede et par cykler (smaa kinesiske damecykler uden gear, hvor sadlen ikke kunne saettes ret meget op) og cyklede lidt rundt i byen. Vi var bl.a. ovre pa den oestlige side af Nam Khan-floden. Det var tydeligt, at de ikke var vant til at faa besoeg af turister saa ofte, men vi blev alligevel ikke moedt med andet end smil. Tilbage paa Luang Phabrang-siden af floden var vi inde at se templet Wat Mai. Her faldt vi i snak med en novice som fortalte os lidt om livet i templet og viste os rundt, selvom templet allerede var lukket for besoegende. Dejligt med en personlig guide der i den grad er inde i sit stof.

25/3-07 Luang Phabang har som resten af Laos vaeret under fransk herredoemme. Dette ses tydeligt i byen bl.a. i.f.t. byggestilen, de mange petanque-baner og det, at man overalt kan koebe 'baugettes' og 'crepes' hvis man skulle have lyst til det. Derudover er den gamle bydel fuld af smukke templer, og de mange munke og novicer ("munkelaerlinge") er meget synlige i gadebilledet.

Foerste dag saa vi et meget flot tempel, Wat Xiang Tong, som bliver regnet som et af de smukkeste i Laos. Farverne var holdt langt mere daempet (guld, sort og moerk violet) i.f.t. de taempler vi har set i Thailand. Derudover var det ikke "restaureret til doede" saa man fornemmede historiens vingesus (eller tidens tand) paa en helt anden maade end ved de ellers meget flotte thailandske templer.

Rasmus har desvaerre haft lidt feber og vroevl med maven hernede, saa jeg tog alene med hoejskolevennerne til et utrolig flot vandfald, Kouang Si, hvor vi badede i det klare og kolde vand. I mens fik Rasmus sovet og laest en masse, og er nu rask igen!

Vi har alle vaeret ude at se Pak Ou Buddha-grotterne, nogle bjerggrotter ved Mekongflodens bred. Grotterne fungerer lidt som en kirkegaard for ituslaaede buddhafigurer. Det var fint at se, men det kan diskuteres om det var de tre timers transporttid vaerd.

23/3-07. Chiang Khong er en graenseby til Laos. Det eneste der er her, er turister der venter paa visum, saa de kan passere graensen. Vi koebte hurtigt billet til slowboaten til dagen efter. Her krydsede vi Mekong (og dermed graensen), og efter en masse stempler i passet var vi officielt i Laos. Vi fulgtes med folkene fra Rasmus' hoejskole i baaden.


Tiden blev brugt til snak og laesning og til bare at nyde det utrolig smukke landskab glide forbi; taet skov, afbraendt skov, raa klipper, hvide sandbredder, smaa landsbyer med primitive hytter, boern legende i vandkanten, kvinder i farvestraalende toej, fiskere i gang med at ordne net. Vi havde en enkelt overnating i byen Pak Beng.


Naeste dag lignede til forveksling den foregaaende. Om eftermiddagen ankom vi til Luang Phabang.

21/3-07. Dagen efter tog vi en bus til Chiang Rai. Her var tempoet endnu lavere og stemningen temmelig doven. Vi ankom om aftenen og fandt et hotel gennem "Turen gaar til Thailand". Her var standarten en del hoejere end hvad vi har vaeret vant til hernede, super laekkert med badekar og hyggelig belysning (der er generelt meget "uhyggelig" belysning hernede, oftest noget med et enkelt noegent lysstofroer i loftet). Vi stod op kl. 6 naeste morgen og gik paa morgenmarked som nogle af de eneste turister i byen. Munkene gik rundt i deres safrangule gevanter og fik dagens maaltid af de forretningsdrivende mens solen stod op. Det var meget stemningsfyldt at se dagen begynde paa den maade. Vi tog tilbage til hotellet og sov et par timer, inden vi pakkede vores ting. Vi naaede lige at besoege bjergstammemuseet, hvor vi laerte mere om de mange forskellige stammer i omraadet, opiumdyrkningens historie mm., inden vi satte os i en lokalbus mod Chiang Khong.

18/3-07. Vi fejrede vi Rasmus' foedselsdag med dejlig morgenmad og tog en tur til templet Doi Suthep, som ligger smukt paa toppen af et bjerg ca. 30 km nord for byen. Vi brugte ogsaa et par timer paa netcafe, hvor Rasmus ringede hjem (og fik fornoejelsen / udfordringen at snakke med hele familien paa een gang). Vi fik saa efter gentagende forsoeg endelig fat paa Dominik (kontakten til Ban Dek Birk Fah - det boernehjem Rasmus besoegte sidste sommer) og aftalte et moede med ham dagen efter.


Dominik gav sig god tid til at vise os billeder og fortaelle os om den aktuelle situation paa boernehjemmet, inden vi sammen koerte derud. Boernene virkede meget glade for at se Rasmus igen, og der gik da heller ikke mange sekunder foer jeg havde et barn i hver haand. De var utroligt tillidsfulde og glade, isaer naar man taenker paa at mange af dem ikke har nogle foraeldre. Vi sprang paa trampolin med nogle af pigerne, og Rasnus viste et par af drengene hvordan man udskifter batteriet i et armbaandsur.


Om eftermiddagen spillede vi alle fodboldkamp (drengene mod pigerne + Bradit (lederen paa boernehjemmet) og os). Vi spillede i bare taeer paa den haarde jordbane. Det var super varmt, men super sjovt. Dagen efter tog vi med dem til floden hvor vi badede et par timer. Vi udfyldte hurtigt rollerne som legeonkel og -tante, hvilket ingen af os havde det fjerneste imod. Aftenerne i Chiang Mai brugte vi bl.a. paa at moedes med Rasmus' hoejskolevenner (Samsoe, Bjarke, Signe og Stina) og tulle lidt rundt paa byens beroemte soendagsmarked.

13/3-07. Fra Bangkok tog vi nattoget til Nordthailands "hovedstad" Chiang Mai. Det var som at komme ned i et lavere gear: Ikke saa mange mennesker, ikke saa meget trafik. I det hele taget, en langt mere afslappet atmosfaere. Tjekkede ind paa et laekkert guesthouse, som vi allerede i Bangkok havde bestilt sammen med en trekkingtur.
Allerede naeste morgen tog vi af sted paa "real trekking" (back to nature, three days - two nights). Var en gruppe paa syv (et newzealandsk par, en mor og datter fra Canada, en tjekkisk fyr og os) samt vores tre guides. Turen indeholdt elefantridning og sejlads paa en bambus toemmerflaade. Vi overnattede i en karen bjergstammelandsby den foerste nat. Det var sjovt at se hvor anderledes folk lever saadan et sted. Det var meget varmt at gaa, men ikke saerlig haardt. Vi vandrede kun ca. 3 timer hver dag og holdt masser af pauser, hvor vi bl.a. badede i smaa vandfald, som vi kom forbi. Det var skoent! Der var slet ikke saa frodigt som vi havde forestillet os, det mindede mest om efteraar. Vissent loev daekkede skovbunden og en tung dis og roeg indhyldede bjergene i det fjerne. Dels fordi det er sommer (= 35 grader og ingen regn), dels fordi store skovomraader i oejeblikket bliver braendt af for at give plads til nye rismarker.

Bangkok

6-12/3-07. Der var heldigvis ingen problemer med at finde hinanden i Bangkok lufthavn (til jer som ikke ved det, har Rasmus rejst rundt i New Zealand fra den 4. jan., og derfor moedtes vi i Bangkok). 9 uger er godt nok laaenge at vaere vaek fra hinanden, saa det var selvfoelgelig skoent igen at vaere forenet.

Bangkok er en vild by. Et virvar af alting, kaotisk og pussig.Vi har vaeret her i en uge nu. Vi oplevet saa mange ting, at det er helt uoverskueligt at skrive ned. Vi har set nogle af de flotte sevaerdigheder som Bangkok er kendt for, men det meste af tiden har vi brugt paa at slentre rundt i de larmene gader eller paa markederne som ligger overalt i byen. Vi har ogsaa flittigt benyttet rutebaadene paa Chao Phraya-floden, som er den mest behagelige og billige maade at komme paa tvaers af byen. Naar jeg siger byen, mener jeg den lille bitte del som man kunne fristes til at kalde centrum, fordi de fleste sevaerdigheder er koncentreret i det omraade og det derfor er der, der er flest turister. Sandheden er, at Bankok er saa kaempestor (der bor ca. dobbelt saa mange mennesker her, som i hele Danmark) at man umuligt kan fastlaegge et egentligt centrum. Vi har vaeret i forskellige bydele som alle er saa forskellige, at det er underligt at de hoerer til samme by. Ens for alle steder vi har vaeret er, at folk er meget venlige og meget gerne vil hjaelpe, vel at maerke ogsaa selvom vi ikke har bedt om det. Staar vi stille et oejeblik, kommer der straks en og spoerger hvor vi er paa vej hen. Det, ogsaa selvom de ikke noedvendigvis er ret gode til engelsk. Det er som en hel by fuld af turistguider der alle vil en det bedste, ogsaa selvom vi gerne vil 'fare lidt vild' og se hvad der sker. Og de vil hellere pege i den forkerte retning hvis vi spoerger om vej, end indroemme at de ikke aner hvad vi snakker om. Det at byen er saa kaempe stor og uoverskuelig kan man tydeligst maerke paa taxachauffoererne som paa trods af, at det er deres erhverv, ikke kan finde rundt i byen. Selv de stoerste og kendteste gader volder tit problemer. Det er et problem naar man f.eks. vil finde et specifikt hostel. Pludselig staar man i en lille og meget lokal gyde langt fra sit bestemmelsessted. Men paa den ene eller den anden maade finder man som regel frem alligevel.

Gadekoekkener er blevet vores foretrukne sted at koebe alle maaltider. Man kan faa en laekker portion mad, oftest ris, nudler eller suppe med koed, groentsager og selvfoelgelig masser af chilli for 25 bath (ca. 4 kr.). De har et lille rullebord med gasblus og raavarer og det placerer de saa i vejkanten og fremtryller fantastiske retter paa ingen tid.

En af de foerste ting der slaar en naar man kommer til Bangkok er lugten, eller rettere lugtene. Hver gang man indaander er der en ny lugt: Os fra de mange biler og tuk-tuk'er (en slags knallert med 2 saeder til passagerer bagi), blomster fra bedekraense som bliver solgt naer templerne, mad fra gadekoekkenerne, frugt, sved, skrald, fordaervet mad og billig parfume. Det naeste er farverne. Hver anden bil i Bangkok er en taxa, og de er af en eller anden grund alle sammen malet i en eller flere pangfarver. Desuden gaar utrolig mange thaier rundt i gule t-shirts med et monogram paa brystet for at hylde kongen. Ogsaa store billder af kongen ’pryder’ hele husfacader og store porte. Kongeflaget er opsat alle steder side om side med deres nationalflag, og selv i den mindste gadebiks har de et billede af deres elskede konge.

Vi har boet tre forskellige steder i byen som alle har vaeret fine og meget billige. Vores surt opsparede penge raekker virkelig langt her. Her har folk ikke mange penge, men det virker alligevel ikke som om at de mangler noget. Kun sjaeldent ser man tiggere (men de findes dog). Thaierne virker generelt meget glade, det kunne vi godt laere noget af hjemme i Danmark.

Et par aftener har vi vaeret sammen med Bjarke, Rasmus (Samsoe), Stina og Signe som Rasmus har rejst med paa New Zealand. Det var hyggeligt at snakke med nogle andre ogsaa, selvom det er fantastisk dejligt at vaere sammen igen. Og det er sjovt at hoere hvor forskelligt man kan opleve en kaotisk by som Bangkok.